Søk Meny Lukk
Lukk
Av: Nikolaj Blegvad Anmeldelser 11. august 2012

OFWGKTA på Øyafestivalen

Underholdende og kaotisk show fra de glade westcoast-rappere.

Tekst & foto: Nikolaj Jonas Blegvad

Ramlende, hoppende og væltende frem og tilbage og rundt på scenen og stagedivende fra den høje scene kom Odd Future Wolf Gang Kill Them All, også kaldet OFWGKTA eller bare Odd Future frem i lyset af et show, hvor samtlige seks MC’er og deres DJ lagde ud med en dampende energi og en god portion humor.

Rapper, producer og lederfigur blandt ulvene, Tyler, The Creator, samt Left Brain og Hodgy Beats var dem, der stak sig mest ud fra flokken og satte deres præg på et liveshow, der tordnede frem og pumpede eftermiddagskoncerten godt op. De unge rappere fra L.A., hvor den yngste, Taco, kun er 18 år, fremstår som de talenter, de er trods alderen. Nogle gange virker det som om, at barnet stadig bor i dem, når de gribes af latter og bliver ganske fjollede mellem og under deres rap.

Det var rodet og mange gange lidt famlende, da Odd Future arbejdede sig gennem deres tracks. Blandt andet glemte Tyler, The Creator teksten på et tidspunkt, men det var han egentlig rimelig ligeglad med og indrømmede det selv bagefter. At de er så mange på scenen kan ofte blive lidt for meget af det gode, når de lapper over hinanden og lyrikken krydser og gør det mudret og utydeligt. Til gengæld er blærerøvsattituden så meget i huset, at ingen fra det store crew bliver vippet af pinden, når de taber tråden, som det skete til gårsdagens show flere gange.

Det barnlige og umodne kommer også til udtryk i teksterne, der handler lidt for meget om pussy, bitch, “get high” og “fuck the police”. Og selv om der bag facaden skulle gemme sig en dybere mening med deres ord og udtryk, så bliver det alligevel sexistisk, chauvinistisk, banalt og plat. Deres stil er “I don’t give a fuck”, og det lever de helt op til.

Da de stod på scenen på Øya i går, var der afgjort en underholdningsværdi i deres optræden, der fangede publikum. Odd Future viste dem, at de er i stand til at løfte stemningen til uanede højder, selv om de gjorde det lidt klodset og en anelse useriøst. De har ekstremt godt producerede beats med i pladetasken, som DJ’en skød af et efter et, og de fleste af rapperne har et flow, der lyder som om, det kunne fortsætte i det uendelige. Deres kaos og rod blev for meget, og da Tyler, The Creator til sidst skulle komme med en, efter hensigten at dømme, omsorgsfuld bemærkning om sidste sommers tragedie i Oslo, så skulle han nok have lagt ligegyldighedsattituden på hylden og strammet sig lidt an, for det blev noget værre vrøvl.

Odd Future Wolf Gang Kill Them All festede igennem, snublede lidt, blev hæse og glemte teksterne, men de smilede og lyste, da de kom, og da de gik. Der var ingen tvivl om, at de selv havde nydt koncerten.

Du kan LÅNE musikk av Odd Future Wolf Gang Kill Them All på Deichmanske bibliotek, Musikkavdelingen.

Anmeldelsen er udgivet på GAFFA.dk og kan læses her: OFWGKTA, Øyafestivalen

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *