Øya 2013: Cat Power

Tekst og foto: Nikolaj Jonas Blegvad

En glad vildkat der skulle ønske hun havde haft sit klovnekostume på, men måtte nøjes med sin Marilyn Monroe dead babydoll makeup.

Den 41-årige Chan Marshall, med kunstnernavnet Cat Power, præsterede at synge sig igennem en utrolig sær koncert med mærkværdige kommentarer undervejs, som til tider skabte bekymring for os der oplevede hendes show.

Smilende med to kopper te i den ene hånd gik Cat Power på scenen og virkede tilsyneladende fuld af overskud og energi, men det viste sig undervejs, at hun ikke var helt til at stole på og ved sine fulde fem. Eller hvad var det egentlig der skete?

Med sære nervøse træk og en ustyrlig hånd der konstant tog sig til næsen eller i krampagtige bevægelser bøjede sig, strakte sig eller formede sig til en knytnæve, som i slow motion langede ud efter sin ejer og ramte hende på hagen, mens hun sang sig igennem numre som “The Greatest”, “Cherokee”, “Manhattan” og “369″, som var de musikalske højdepunkter under koncerten.

Hun havde sin utrolig stærke stemme med sig på scenen, som hun også brugte og foldede ud for fuld kraft noget af tiden, men det var ikke nok til at bære en koncert, hvor hun ellers viste sig at være både ukoncentreret og med manglende nærvær. Måske var det derfor, hun kom med sine mange besynderlige kommentarer undervejs som da hun, i en pause mellem to numre, mumler “Thank you” med et konstrueret smil for derefter hurtigt at indskyde et “I’m sorry”. Hmm… sorry, for hvad?

Hendes uro og anspændthed var desværre så forstyrrende, at den overskyggede hendes sangtalent, der ellers kan minde lidt om både Lucinda Williams og Marianne Faithfulls; sidstnævnte som hun har sunget backing vocal på i nummeret «Hold On, Hold On», skrevet af Neko Case.

Der var dog øjeblikke, der fik os til at glemme uroen, som når bandet og en oplagt Gregg Foreman på guitar fik en larmende og rå rock n’ roll godt op og køre. Det var som om, at hun faldt mere til ro, jo vildere det blev, men så vendte de forstyrrende fagter og uroligheden tilbage og ødelagde hendes show.

Ærgeligt at hun ikke var i ordentlig form på Øyafestivalen, for selv om de nævnte numre viste, at hun har evnen, ligesom da hun og bandet spillede deres version af The Birthday Party’s dystre “Shivers”, men det var desværre for sent til at redde den sære koncert og overskygge hendes adfærd.

Mod slutningen mærkede man ellers, at hun var kommet så godt op i gear, at hun ikke ville stoppe. Eller måske var det bare et desperat forsøg på at bevise, at hun faktisk har noget at byde på, da hun meget bestemt signalerer til scene-crew’et ude til venstre, at hun vil afslutte med to sange. Men efter at have kastet blomster ud til publikum i sidste sang, som afsluttes med bukken og vinken, sætter festivalens dj New God Flow på med Kanye West og Pusha T.

Det var en tragisk oplevelse med så stor mangel på den Cat Power, som vi ellers kan høre på hendes album, og som vi desværre kun så glimt af i hendes optræden – uden klovnekostumet.

Anmeldelsen er publisert på GAFFA.dk

Lån musikk av Cat Power på Deichmanske bibliotek, Musikkavdelingen