Sage Francis: Copper Gone

Siden udgivelsen af Li(f)e fra 2010 er Sage Francis nu vendt hårdt tilbage med albummet Copper Gone efter fire år, hvor hans sædvanlige mørke, eksistentialistiske, hidsige og alvorlige tilgang til livet og løgnene, der omgiver den 37-årige “forefather of indie-hop”, er stærkt repræsenteret.

Tekst: Nikolaj Jonas Blegvad

Copper Gone er uden tvivl en af de mest helstøbte plader fra den amerikanske spoken word-kunstner, rapper og pladeselskabsejer i rækken af hans fem studiealbums.

Han brød igennem med Personal Journals (2002) udgivet på Anticon, hvor han tilkendegav sin politiske og personlige anderledeshed og tilgang til DIY og undergrundsmusikken, som han fik massiv anerkendelse for, da han senere skrev kontrakt med Epitaph i 2005 med albummet A Healthy Distrust, der gjorde ham til den bedst sælgende uafhængige kunstner indenfor sin genre.

Hans crew tæller prominente folk som Brother Ali, Slug (Atmosphere), B. Dolan, Buck 65, der blandt andet var med i videoen Got Up This Morning featuring Jolie Holland fra albummet Human the Death Dance (2007).

På Copper Gone (Strange Famous Records, Speech Development Records) har han hooked up med en lang liste af producere, der med hvert deres udtryk formår at samle de 14 tracks til en nuanceret og solid udgivelse som stråler af fornyet energi og poesi fra Sage Francis. Cecil Otters (Doomtree) aggressive banger produktion på åbningsnummeret Pressure Cooker efterfølges af to Reanimator-produktioner, Cheat Code og The Place She Feared Most, i tillæg til et af de bedste track på albummet og mest typiske boom bap Sage Francis-numre Vonnegut Busy, som er produceret af Prolyphic.

Efter udgivelsen af Li(f)e, gav Sage Francis udtryk for, at han ville trække sig tilbage, og på både hans Facebook– og Instagram-stream har man kunne følge med i hans liv, der ikke har været levet så meget på den lyse side i det sidste.

“It’s been a year since I stepped into anyone else’s private quarters
I’ve been busy self-diagnosing disorders
First world problems, yeah, USA, number one”
(Make Em Purr)

Styrken på Copper Gone er, som på de fire andre plader, hans lyriske forråd, der tilsyneladende er uudtømmeligt. Han har sit eget stærke flow, som er tæt forbundet med spoken word, og på det nyeste udspil er det som om, at hans rap bliver til indre dialoger, når hans ord ofte bliver overdubbed med hans egen stemme, der understøtter, svarer og trækker lytteren rundt i et panorerende inferno af selvransagelse og tilståelser, som man for eksempel kan høre på Make Em Purr og The Place She Feared Most.

Det er en personlig plade, som i tillæg til den sædvanlige melodiske, live-agtige og guitar- og trommebaserede boom bap Hip Hop også leger med synth og andre elektroniske elementer. Det passer godt til hans verbale og lyriske udtryk. Det er en moden plade med mange tilbageblik og refleksioner samt åbne sprøgsmål til fremtiden. Til trods for trusler om tilbagetrækning, har Sage Francis alligevel bevist, at der er en del mere at komme med; som en ny udgivelse, som terapi, som et bevis på hans drivkraft og behov for at udtrykke sig.

“Drop the styrofoam cross, you can’t walk on water
You could use it for floatation, not a flying saucer
You suggested professional help like I wasn’t mentally well
What I was feeling wasn’t mentally felt”
(Grace)

Som han har gjort før, så formår han endnu engang at se sin samtid i øjnene og være kritisk overfor tendenser, der er styrende i vores samfund, samtidig som han bruger sig selv til at sætte alt dette i perspektiv. På den måde undgår han at blive alt andet end en fuck-the-police-kliché. Sage Francis har med Copper Gone bevist, at den uafhængige Hip Hop-scene lever i bedste velgående, og hvis ikke han stadig er den bedst sælgende kunster indenfor sin genre, så er han i hvert fald den mest kompetente og interessante af sin slags for tiden.

(Foto: Prentice Danner)

Saken er publisert på Beatart.dk