Sal – en fantastisk opplevelse

Amorphis. Maryland Deathfest 2015,

Maryland Deathfest er en af de begivenheder man kigger på hvert år og savler over alle de gode ting der skal spille der, men som man aldrig får mulighed til at tage til, i dette tilfælde på grund af beliggenheden i Baltimore. Denne gang skulle det dog være anderledes, da jeg for en gangs skyld havde flere gode grunde til at bevæge mit korpus om på den anden side af jorden på sjovt nok lige dette tidspunkt. Så nu skulle det altså være.

Selve MDF foregår over fire dage på to spillesteder og en parkeringsplads med to scener i Baltimore og i tillæg var der så også arrangeret en opvarmningskoncert før det, så med i alt fem dage var det en stor mundfuld at skulle i gang med. Opvarmningen foregik andetsteds og var en seksdobbelt dose af dødsmetal, helt perfekt til at komme godt i gang med. Jeg havde specielt glædet mig til Funerus og Disma, da jeg ikke har fået set nogle af disse før, men desværre aflyste Disma i sidste øjeblik. Funerus skuffede dog bestemt ikke og sammen med Incantation og Drawn and Quartered gjorde de at enhver form for surmulen lynhurtigt blev glemt.

Den første dag på det rigtige MDF var efter det lidt af en langsom start, i flere henseender. Ikke så mange bands og kun koncerter på de to spillesteder, delt op på en scene med en bunke for mig lidt halvkedeligt tech, gore og grind (og en helt upassende hiphopkoncert, som ingen kunne give mig en fornuftig forklaring på hvad i alverden havde at gøre der?!) og så en kavalkade af sludge og stonermetal på den anden. Jeg valgte her sidstnævnte, der udover en flok for mig ukendte bands havde Conan, Ufomammut og Yob på programmet og så den store overraskelse Primitive Man, der med sit sludge/doom ramte lige i plet hos mig.

Dagen efter åbnede det store udendørsareal så op med dets to store scener og så følte man at det virkeligt var gået i gang. Funebrarum, endnu et band jeg virkelig havde glædet mig til endelig at se, startede stærkt, selvom jeg altså har svært ved at komme helt i stemning til knusende død når solen skinner højt på himlen. Endnu et problem ved udendørs festival, men sådan er det nu engang.

Herefter fulgte så prominente navne som Vallenfyre, Suffocation, Master, Aura Noir og Obituary, som alt sammen byggede sig op til den store finale på hovedscenerne, Bloodbath. Efter at enhver skepsis overfor deres nye vokalist var blevet gjort grundigt til skamme under årets tidligere koncert på Inferno glædede jeg mig enormt og de indfriede alle ønsker. Fantastisk stemning, hit på hit og så var det pludseligt alt for tidligt overstået føltes det som om.

Men det var altså Darkened Nocturn Slaughtercult som virkelig vandt fredagen. Efter de store scener lukkede ned fortsatte festen på de to mindre spillesteder og her havde jeg virkeligt set frem til det tyske black metal band. Selv med en del tekniske problemer, der resulterede i at de måtte lade den ene guitar udgå halvt inde i koncerten, og at de ikke spillede et par af de yndlingsnumre jeg havde håbet på, så var der ingen tvivl om at de knuste alt konkurrence.

Lørdagen startede med uld i mund, men man måtte jo slæbe sig ned på pladsen tidsnok til at se de lokale helte i Einherjer og godt var det, for en reparationspils og lidt hæst skrålen med på favoritterne var lige det der skulle til for at komme sig nogenlunde ovenpå igen. Efter det var det ikke så hektisk, da de fleste ting resten af dagen var noget jeg havde set mange gange før eller ikke var så interesseret i, men ihvertfald Blood Red Throne gjorde det værd at være der og Arcturus som afslutning bodsgjorde for deres halvdårlige opvisning til Inferno med en solid koncert.

Afsted til de mindre steder igen og denne gang var det Tsjuder jeg så frem til. Med god grund skulle det vise sig, for som altid leverede de varen hårdt og kontant og de gik af scenen med lørdagens vinderpokal.

Og så var den helt store dag endelig oprundet. Søndagen var en omgang jeg havde set frem til med stor forventning (og lidt stress, puha), da en lang række af favoritterne, en del som jeg aldrig før havde fået set live, skulle spille. Det var igen hårdt at komme i gang, men man måtte jo få set Primordial, det var der ingen tvivl om. Tempoet blev så skruet mærkbart op til Anaal Nathrakh og deres vanvittige black/grind og derefter endnu længere ned end før da funeral doom-gudfædrene i Skepticism gik på scenen (kom så med det nye album!).

Begejstringen over Skepticism havde dårligt nok tid til at lagre sig, før det så var tid til et af mine yndlingsbands, nemlig Demilich. Jeg ville gerne have hørt The Faces Right Below the Skin of the Earth, som de ikke spillede sidste gang jeg så dem, men udover det var der ikke en finger at sætte på deres fantastiske sæt.

Amorphis er et af de bedste livebands man kan få glæden af at opleve nu om dage og da de til den efterfølgende koncert i tillæg skulle spille hele Tales from the Thousand Lakes var der bare endnu mere grund til at glæde sig. Da de så efterfølgende også spillede Vulgar Necrolatry som de plejer, så ville jubelen ingen ende tage. De havde vist også tid til et par flere numre, men pludseligt var det tid til at løbe igennem Baltimores gader og stræder for at nå frem til de mindre spillesteder tids nok til at nå højdepunktet for aftenen.

Der skulle Impetuous Ritual nemlig begynde aftenens seance og da de kommer helt fra Australien og ikke turnerer så ofte var det noget man virkelig ikke måtte gå glip af. Portal var ligeledes kommet langtvejs fra og afsluttede festivalen på den allerbedste måde man kunne ønske sig.

Alt i alt var MDF en fantastisk oplevelse som jeg ikke ville have været foruden og med den endeløse række af gode koncerter og hyggelige folk kunne man ikke have bedt om en bedre lang weekend. Men om man skal afsted igen til næste år? Hmm, det er tvivlsomt må jeg indrømme. Det er trods alt et godt stykke væk, udendørsformatet er ikke helt noget jeg bryder mig om generelt og de praktiske forhold ved selve festivalen var ikke helt til de standarder man kunne ønske som minimum.

Om man så alligevel bryder sammen og køber en billet når næste års lineup begynder at tage form, det må tiden jo vise.

Saken er opprinnelig publisert på Sandnes biblioteks blogg, Bokgauken.
Av: Jesper Heyn

Du kan låne musikk av utøvere nevnt i saken, bare søk her.