Av: Nikolaj Blegvad Anbefalinger 15. august 2015

Øya 2015 – Bad Religion

Hæsblæsende og melodiøs punkstemning fra første sekund inficerede den fremmødte menighed.

Tekst & foto: Nikolaj Blegvad - www.nikolajblegvad.com

Med den 50-årige frontfigur Gregory Walter Graffin, bedre kendt som universitetslærer, forfatter og selvfølgelig punkrocker Greg Grafiin, på scenen med Bad Religion var der lagt op til et møde med en af de mest sejlivede grupper inden for sin genre.

Få sekunder efter deres indtog på Vindfruen-scenen er de allerede i gang med højt tempo, højt humør og sære dansemoves fra frontmanden med nummeret «Spirit Shine». Dansen kan vi lade ligge og hellere fokusere på det, bandmedlemmerne er virkelig gode til. Nemlig at fyre den af med et stilsikkert bagkatalog, der stadig bygges videre på i bandets efterhånden snart 35 år lange karriere. «Shed a tear for the criminal, give him something to believe». Så er der sat gang i punklavinen.

De har fra start markeret sig som et anderledes punkband. De skabte en stil indenfor punkscenen, der skilte sig ud med alt fra deres attitude til den måde, folk dansede på til deres koncerter.

Fra begyndelsen har det været helt klart for medlemmerne i Bad Religion, at nødvendigheden for at skrive gode sange var altafgørende, for de var overbevist om, at de aldrig ville blive lige så cool som de andre bands omkring dem på den tid.

Den tvivl er vel efterhånden gjort til skamme for bandet, som stadig klarer at holde sig godt kørende, som koncerten på årets Øyafestival er et godt bevis på. Dog kan man undre sig lidt over den dårligt producerede live-lyd. Burde de ikke have erfaring nok til, at dette ikke sker? Særligt med tanke på deres gennemproducerede albums.

Fra åbningsnummeret tæsker de videre på aftenens repertiore, som tilsyneladende tilfredsstiller publikum fuldt ud med numre som «Fuck you», «New Dark Ages», «21st Century (Digital Boy)», «Delirium Of Disorder», «Los Angeles Is Burning», «I Want to Conquer the World», «Infected» og «Generator».

De er erfarne, og de viser, at de spiller, fordi lysten er et bærende element. Sådan virker det i hvert fald, når de når ud til publikum med både deres musik og Graffins kommentarer og anekdoter undervejs. Folk smiler, og en voksende moshpit tager form, efterhånden som de aldrende punks har fået sit greb om forsamlingen.

«How many of you are having your first Bad Religion concert experience tonight? Put your hands up!». Da cirka halvdelen af de fremmødte løfter en arm i vejret som svar på forsangerens spørgsmål, griner han og siger: «Remember, the first time is always the best».

Punk-seancen fortsætter med «Dearly Beloved», og publikum lader til at nyde deres «first time».

Som udskud i 1980’ernes Los Angeles med tilråb på gaden som «Punk sucks!» eller overfald begrundet med afstraffelsen for at være anderledes blev der blot skabt et stærkere bånd imellem bandmedlemmerne og til alt, hvad de havde gang i med deres musik. «We wanted to be as punk as we could be», som guitarist og sangskriver Brett Gurewitz har udtalt i et interview i nyere tid. Gurewitz som i øvrigt ikke længere er med live og derfor heller ikke var til stede her på Oslo-festivalen.

Harmonier og melodier har været noget af det mest centrale for bandet siden de udgav deres første album «How Could Hell Be Any Worse?», (1982) året efter udgivelsen af den selvbetitlede ep «Bad Religion».

De er så punk, som de kan være. Det er helt sikkert. I hvert fald på deres helt egen måde. Greg Graffins stemme gør de melodiøse punkharmonier mere edgy og punkede på en måde, så det aldrig bliver helt så poppet, som det kunne have været blevet til trods for distortion-guitarer og højt tempo.

Bad Religion er stadig et punkband med en intens gnist og et glødende engagement. Som afslutning på aftenens shows spillede de den sarkastiske «American Jesus», og fra åbningsnummeret til dette, havde de et nærvær og en gensidig kontakt med publikum, der illustrerer, at de er en vigtig del af punkhistorien, som her til aften blev givet videre til en ny generation og nydt af trofaste fans.