Øya 2016 – Kamasi Washington
Tekst og foto: Nikolaj Blegvad
Med en overbevisende coolness og en omfavnende musikalsk kærlighed trak amerikanske Kamasi Washington vejret gennem tenorsaxen og pustede liv i en af Øyafestivalens absolut bedste koncerter i år.
Fra det øjeblik basisten Miles Mosley slog de dybe strenge an og basgangen gik sin pulserende gang, var der ingen vej tilbage. At være fanget i Kamasi Washingtons kærlige jazzlejr hører til de øjeblikke, man kan ønske skal vare evigt. Fuldstændig hypnotiseret af lækre grooves fra de rutinerede musikere. Så godt sammenspillet, at lyden fra de to trommeslagere, bassisten, den ekstra sanger, Professor Boogie a.k.a. Brandon Coleman på keys samt blæserne i front bliver et samlet organ. Hjertet er Washington himself. Koncertens omdrejningspunkt. Bandlederen.
Når musik skabes og formidles med så stor hengivenhed, kan man ikke andet end at blive revet med. Publikum var mange, og de stod ikke stille. Flere dansede og andre nød sol og musik med fødderne plantet i græsset og kroppen gyngende i takt til rytmerne.
Kamasi Washington er vokset op med jazzen og er en af vår tids mest omtalte jazzmusikere. Han har været med til at producere Kendrick Lamars “To Pimp a Butterfly”, og desuden har han samarbejdet med Thundercat, som spillede på Øyafestivalen dagen forinden.
“We have a special guest – my father! The guy taught me everything!”. Og ind på scenen, til store klapsalver fra publikum, trådte Rickey Washington med sin sopransax og tilførte koncerten yderligere elementer.
En fuldstændig gennemført koncert af en kaliber, som er svær at overgå, når det kommer til en moderne jazzkoncert. Den traf virkelig en nerve, og måske havde Washington ret, da han sagde “We chased the rain away”, for der var ikke længere dryp fra himlen eller mørke skyer. Kun de lyse sider af livet dukkede frem i selskab med ham og hans band.
Saken er publisert på GAFFA.dk
Les også:
Kamasi Washington på Victoria – Nasjonal Jazzscene