Øya 2013: Wu-Tang Clan
Tekst og foto: Nikolaj Jonas Blegvad
«Bring da Ruckus. Bring da mother, bring da motherfucking ruckus!» Klanen var samlet og lagde ud med en fresh start, da man hørte RZA stemme, før han sprang på scenen og kogte op i den forventningsfulde crowd, der havde hænderne løftet i Wu-Tang-formationen, mens de råbte WU-TANG! WU-TANG!
RZA, første klanmedlem på scenen, var godt op i gear, da backtrack’et var sat i gang til Bring da Ruckus, og Shaolin-flokken blev samlet, da de én efter én troppede ind på scenen med en tilbagelænende og cool kropsholdning. Den energiske MC og producer RZA sprang rundt med cap og sorte solbriller og sprøjtede champagne udover publikum og fotograferne foran scenen.
Wu-Tang Clan Ain’t Nuttin ta Fuck Wit
De rappede sig gennem de største hit som Shame on a Nigga, Bring da Ruckus, C.R.E.A.M, Wu-Tang Clan Ain’t Nuttin ta Fuck Wit, Triumph og Gravel Pit og fik vist deres skills og vanvittige evne til at lade rappen glide smooth rundt blandt de mange MC’er, der har hvert deres meget forskellige og karakteristiske flow. Særligt var det Gravel Pit, der fik flokken af tilhængere foran scenen til at gå amok. Måske fordi RZA et par numre tidligere havde hentydet til, at publikum ikke var lige så vilde, som de russere, der havde været deres publikum for et par dage siden.
Russia is a motherfucking crazy place! – RZA
På billedet: RZA
Ghostface Killah og RZA var de mest aktive på scenen, selv om sidstnævnte vist fik brændt det meste af sin energi af i begyndelsen. Alligevel formåede Wu-Tang at holde gang i festen med verbale kung-fu tricks, selv om man godt kan mærke, at de er kommet lidt op i årene og ikke har helt samme drive, som da de startede Wu-konceptet for 20 år siden med deres mission om at erobre og infiltrere musikbranchen. Målet har de jo nået på mange måder, og hvert enkelt medlem har gjort sit for at sprede deres budskab udenfor klanfællesskabet. Men en ny mission har de haft i forbindelse med deres 20-års jubilæum, som RZA sidste år har udtalt til New York Times:
«There’s one last job Wu-Tang Clan must do. The 20th anniversary is next year. And we need to, one time, completely, efficiently, properly represent our brand.»
På billedet: Ghostface Killah
R.I.P. til O.D.B.
Der var selvfølgelig også tid til at hylde selvelste Ol’ Dirty Bastard, som startede Wu-Tang Clan i Bronx sammen med GZA (i front på øverste billede), og samltlige Wu-Tang-medlemmer løftede hænderne og kiggede synkront op mod himlen, hvorefter de fik publikum med på at råbe O.D.B. som det sædvanlige call-and-response-trick, man altid finder til enhver hiphop-koncert med respekt for sig selv. Og da de fik hyldet Ol’ Dirty og vist ham deres respekt, og RZA fik rystet et par flasker champagne og sprøjtet dem over de vilde WU-disciples foran scenen, takkede de af efter en lille times god omgang east coast hiphop.
Koncerten var en unik mulighed for at opleve Wu-Tang Clan, og selv om de måske ikke havde helt samme energi som tidligere, og at det kun var et par af dem, der virkelig gav sig 100%, så gav denne koncert en oplevelse med nogle af de helt store hiphop-legender, som stadig beviser, hvorfor de har opnået så meget cred gennem årene.
Du kan låne musikk av Wu-Tang Clan på Deichmanske bibliotek, Musikkavdelingen
One thought on “Øya 2013: Wu-Tang Clan”